Madplan uge 19

Her for nyligt fik min datter overtalt min mand til at gå på 5-2 kuren sammen med hende. Nu kan hun jo sno sin far om sin lillefinger så let som ingenting, så der var ikke langt fra tanke til handling. Nu er det jo bare sådan, at vores datter ikke længere bor hjemme og derfor kunne jeg mærke på min mand, at de der 2 faste dage de var altså noget anstrengende at trygge sig igennem. Måske opbakningen fra os andre rundt om bordet heller ikke var helt oppe og ringe. Så i stedet for 5-2 kuren er vi begyndt at gå ud fra sense-principperne. Min mand mener godt nok, at han kun var hoppet med på 5-2 kuren for at supporte vores datter, men sandheden er vel, at udfra et sundhedsmæssigt synspunkt, så vil det være godt et få ændret lidt i vores allesammens kostvaner – Og det gælder for hele familien som i bund og grund dækker over en større sammensat masse. Nogen kunne godt trænge til et par ekstra kilo på sidebenene. Andre ville have godt af at smide tilsvarende kilo. Og så er der os som bare trænger til noget ny inspiration og nogle sundere vaner. Og det er så her Sense kommer ind i billedet. Vi kan alle spise den samme mad uanset, hvilken af ovenstående kategorier vi tilhører – Spørgsmålet er vel bare i hvilke mængder, vi indtager det serverede. Det jeg (indtil videre) godt kan lide ved Sense er;

  • Der kræves IKKE en masse indkøb i specialbutikker. Ingredienserne til denne uges madplan er f.eks indkøbt i Kiwi og Lidl.
  • Stort set alle i familien kan lide maden eller i hvert fald dele af menuen, så alle bliver mætte.
  • Denne uges indkøb har ikke været dyrere end hvad jeg normalt bruger på en uges indkøb.

Vores madplan kan du se på nedenstående billede. Opskrifterne til mandag, tirsdag, onsdag og lørdag er hentet i Sense-bogen “Mad med hjerte og fornuft 1”. Om torsdagen er vores almindelige og meget brugte opskrift på burger på menuen – Tænker at den som sådan ikke er usund selvom den ikke lever op til grundprincipper i Sense, men det kan der vel korrigeres for ved at tage mere eller mindre af de forskellige ting, når burgeren skal samles – Ellers går det vel også nok;-). Vi har som noget nyt indført en rugbrødsdag af den simple årsag, at jeg synes, at vi smider alt for meget pålæg (som var indkøbt til madpakkerne) ud igen. Så for os er det en god måde at få tømt ud i køleskabet samtidig med at det er hurtigt, nemt og billigt. Vi er jo 7 i husstanden og nogle gange spiser især drengene som et helt kompagni soldater. Andre gange rører de næsten ikke maden. Så det hænder da, at jeg har fejlberegnet mængden af mad og derfor har vi også en ugentlig restedag. Igen nemt og hurtigt samt vi undgår en masse madspild og fryserens indhold bliver holdt på et niveau, hvor det er til at overskue, hvad den rummer.

God appetit:-)

img_20170509_121733

Art projekt og noget med udseende

Min datter er i gang med et projekt i art og derfor havde hun brug for min hjælp. Det eneste jeg skulle gøre var faktisk bare at stille mig op, så hun kunne tage et billede af mig. Billedet har så sidenhen gennemgået en mindre redigering… Mine gigantiske poser under øjnene er blevet fjernet og det er dælme blevet så godt, at jeg stærkt overvejer at troppe op hos en plastiskkirurg med billedet i håndet og erklære, at sådan her vil jeg se ud;-D. Og når man nu alligevel var der, så kunne man vel lige så godt få et skud botox og noget filler, så ansigtet bliver glat som en ål, men ubevægeligt som en udstoppet and på trods af de ellers vellignende duck lips. Ej sandheden er jo nok, at jeg er for stor en kylling til at få foretaget nogle kirurgiske indgreb i den retning og at jeg med alderen i bund og grund er blevet ganske tilfreds med mit udseende. HEY, rynker og poser er vel nærmest synonymt med livserfaring, modenhed og visdom – Og derfor er de jo faktisk ret klædelige og elskværdige. Sikke et sidespring.

Art projektet skrider, så vidt jeg ved, planmæssigt frem – Jeg er i hvert fald kommet på transferpapir og er blevet trykt på stof. Glæder mig helt vildt til at se det endelige resultat.

img_20170217_102630

Nogle gange kan det være svært…

Som jeg har været inde omkring i dette indlæg, kan det til tider være svært at finde trøfler for selv den kækkeste grisebasse – og så i sær på mandag. I dag skal jeg virkelig grave dybt efter de positive ting, men som et berømt citat fra “Fanget i l***et” aka “Fangerne på fortet” siger, så er intet umuligt for den som bærer viljen i hjertet. Viljen er der, så her kommer min top 3 positivliste for i dag.

  1. Der skulle heldigvis ikke gøres noget ved den tand min søn slå en flig af i sidste uge (pga. et sammenstød med en klassekammerat i idrætstimen). Tanden er en mælketand og allerede begyndende løs (begyndende løs??? Enten er den vel løs eller ej;-)). Og her kan man da tale om held i uheld. For tandlægen fandt så i stedet 2 andre kindtænder der skal trækkes ud, da de åbenbart presser på de blivende tænder. Og som om det ikke var nok, så fik vi også lige en henvisning til specialtandlægen (bøjle) i hånden på vejen ud af døren. JUBII så er der dælme valuta for pengene.
  2. Efter 5 timers koncentreret arbejde fandt jeg endelig den rette skrifttype og størrelse til et broderi på en dåbskjole. Undervejs lærte jeg en masse nye funktioner at kende i mit broderiprogram. Igen bare JUBIII!!!
  3. Ungerne og mand er puttet. Ikke alle sover, men jeg har valgt at ignorere det og i stedet smidt mig på sofaen i medens et par chokoladekiks eller 3  nydes – Se det er lykken:-)

Og hvis jeg skulle nævne endnu en positive ting fra i dag, må det bestemt være dette billede som på forunderlig vis skjuler de mørke rander/poser under øjnene. Måske jeg ligefrem kan håbe på, at kameraet filtrerer en dårlig hårdag væk i morgen xxxx;o)img_20170206_211321

CIFF KIDS og ekstrem ømme fødder

I går var jeg et smut forbi CIFF KIDS messen i Forum. Havde besluttet mig for at tage toget til København, da jeg udmærket ved, at jeg højest sandsynligt ville panikke max. over trafikken, hvis jeg skulle transportere mig derind i egen bil. Rejseplanen blev tjekket og jeg skulle skifte fra tog til bus på hovedbanegården. Men ej så langt var der jo heller ikke fra hovedbanen og ud til Forum – i hvert ikke på kortet;-). Så i stedet for bussen besluttede jeg, at turen skulle da nydes på gåben i medens stemningen og atmosfæren i København skulle suges helt ind. Da jeg tog denne beslutning havde jeg nok ikke helt gennemtænkt, at jeg ville påføre mig skoene med de høje hæle. BIG MISTAKE!!! Men på trods af ømme fodballer og 2 væskende vabler, så nød jeg messen. Masser af inspiration, overvejelser, søde mennesker og flotte designs. Det var min første messe som indkøber og jeg savnede faktisk at have en at sparre med undervejs. Heldigvis har min mand indvilligt i at tage med dig næste gang. Ikke at design til børn som sådan er en af hans spidskompetencer, men han har en veludviklet evne til at vide, hvornår tegnebogen skal forblive lukket;-) og så er valgmuligheder jo bare ikke så store, når det drejer sig om en enkeltmandsvirksomhed, hvor man til dagligt er alene på kontoret;-).

Et brand som jeg glæder mig til at stifte nærmere bekendskab med er det dansk brand Müsli og jeg ser rigtig meget frem til at kunne præsentere et udvalg af deres lækre produkter for jer.

img_20170202_111752

4½ stjerner

Hvis min husholdning fungerede som en restaurant, så vil jeg mene, at jeg den anden aften kunne have modtaget 4½ stjerne ud af 7 mulige for min madlavning. To af “gæsterne” nægtede hårdnakket at smage på maden og lod sig nøjes med det tilhørende flutes. En anden beklagede sig over mængden af laks eller retter sagt manglen på samme. 250 gram er jo heller ikke alverden og i følge teenage-sønnen så svarer den mængde jo nærmest til en portionsanretning – sådan er det i hvert fald, når han ferierer bedsteforældrene og det blev slået fast flere gang under middagen. Så en halve stjerne er på grund af den manglende laks. Vi andre 4 omkring bordet nød salaten og det er bestemt en jeg vil lave igen.

Opskrift:

  • 3 dl hvedekerner (koges i 6dl vand i ca. 35min)
  • 1 bundt radiser skåret i skiver
  • 1 bundt forårsløg skåret i skiver
  • 2 peberfrugt skåret i tern
  • 3 “kugler” mozzarella skåret i mindre stykker
  • 250 gram varmrøget laks (med peber) “plukket” i mundrette bider
  • Når hvedekernerne er kogte og afkølet igen blandes det hele samme og der til serveres flutes og en dressing bestående af creme fraiche, salt, peber, (lidt) sukker, citronsaft og dild.

Nemt og lækkert

img_20170130_181239

Børn og poledance

I går sad jeg sammen med sønnike på 9år og så “Danmark har talent”. Ind træder en kvinde som skal optræde med disciplinen poledance. Hun får efterfølgende rigtig meget ros af dommerne for sin optræden. Men de er ikke eneste hun har taget med storm. Min søn er åbenlyst også meget imponeret og fortæller mig, hvor rørt han blev af hendes optræden. Som han sagde; blev han ramt i hjertet for det mindede ham bare så meget om min og hans fars kærlighed til hinanden<3. Og så blev jeg dælme også rørt;-).

download-2

Madplan uge 4

Det går rigtig godt med at lave madplan, købe ind til den og ikke mindst følge den;-). Denne uges madplan er som følger:

Mandag: Salat (blev en salat bestående af hvedekerner (fordi nu har de snart ligget ret længe i skabet), cocktailtomater, persille, feta eller salattern som det vist kaldes nu, soltørret tomater og sidst men ikke mindst kylling). Salaten blev ret god, hvis jeg selv skal sige det;-) og 6 ud af 7 spiste den med velbehag. Yngstemanden som pt. har ret selektive smagsløg lod sig nøjes med flútes der blev serveret ved siden af.

Tirsdag: I dag er det suppedag. Selve suppen består af homemade fond lavet af spidskål (en rest der var blevet lidt kedelig) og krydderier som har stået og simret nogle timer. Et lugter lidt af prut, men smager heldigvis bedre end det lugter;-). Suppen bliver tilsat lidt suppeurter, kød- og melboller (ej hjemmelavet;-)) og serveres så med flútes til.

Onsdag: Mama Mia Pizzaria. Hjemmebagt pizza med kartoffel og lufttørret skinke (min personlige favorit) og så en pepperoni pizza til ungerne.

Torsdag: Det skal være nemt og ikke mindre hurtigt, da torsdag er den dag, hvor en af drengene skal fragtes til badminton og jeg derfor først er hjemme igen omkring kl.19.15. Så om torsdagen er det altid noget nemt – Eventuelt en rest fra fryseren. Så jeg har stået på hovedet i fryseren og fundet en rest pasta med italienske kødboller.

Fredag: Italiensk mad. Se det er jo en af fordelene ved at have en udvekslingselev. Fredag har vores udvekslingselev nemlig meldt sig til at lave mad. Hvad hun laver, ved jeg ikke, men det skal nok blive godt for min favoritmad er helt sikkert alt det mad, jeg ikke selv skal tilberede;-)-

Lørdag: En af drengenes favoritter – Svenske kødboller med sovs og pommes frites. Og jo kødbollerne og pulversovsen er købt i IKEA. Så bliver det i følge drengene næsten ikke bedre eller det skulle da lige være, hvis selve måltidet blev indtaget i IKEA.

Søndag: Boller i karry som med garanti blive nydt af yngstebarnet på trods af hans veludviklet smagsløg;o)

Salaten fra i gårimg_20170123_182313

3 gode ting – og så på en mandag…

Åhhh mandage kan nogle gange bare være så hårde at komme i gennem. Tidlig op, gøre ungerne klar til skole, videre på job, hjem igen, lave mad, hjælpe med lektier osv. – bare typisk hverdag som måske især er hård, da mandag jo kommer lige efter en weekend som, for mit vedkommende, oftest tilbringes sammen med familien, hvor det hele nærmest foregår i slow motion. Jeg kan i hvert fald godt tage mig selv i at tælle dage til det er weekend igen. Men HEY det er da også (lidt) surt, da hverdagene jo som bekendt er dem der er flest af. Så i stedet har jeg på denne grå og diset dag valgt at tage ja-hatten på og sat mig for, at jeg skulle finde 3 positive ting ved min dag. Det var faktisk ikke ikke svært – Til gengæld var det overraskende nemt og antallet af positive ting oversteg langt de 3 ting.

Så har kommer 3 af dagens positive indslag:

  1. En af drengene vågnede tidligt (kl.5) og det gav anledning til sofahygge med dyner og lidt tv-kiggeri.
  2. Deltog i et godt webseminar, hvor jeg fik en masse gode idéer som jeg glæder mig til at få afprøvet.
  3. Har bagt de lækreste fastelavnsboller, hvor intet af fyldet flød ud under bagningen (det er ALDRIG sket for mig før). Jeg brugte denne opskrift.

img_20170123_152812

Katte – Gotta love them or hate them

Nu raser debatten igen i den lokale facebook-gruppe – Altså debatten om fritgående katte; hvor frustrerende det er for katteejere, når deres kat strejfer rundt uden de ved, hvor den er og om den er kommet til skade og derfor føler sig nødsaget til at oprette et efterlysningsopslag inden der er gået 24 timer for missers forsvinden. På den anden står så de frustreret haveejere der er godt trætte af de selvsamme katte og deres besørgen i haven og/eller afmærkning af territorier på diverse overflader i udhuse og lignende. Jeg kigger lidt med på sidelinien uden at blande mig på trods af, at jeg (også) har en mening om emnet;0). Det er faktisk ret underholdende, når først folk begynder at smide om sig med uddrag af mark og vejfredsloven, voiliere og jeg skal komme efter dig. Det er åbenbart noget der kan få selv den fredeligste katteelsker helt op i det røde felt. For som et hvert normaltænkende væsen jo åbenlyst ved, så ER katte altså deres egne og derfor ligger det i deres natur at efterlade ekskrementer rundt omkring i bede og det skal åbenbart helst være i haver, hvor beboeren afskyr katte (så meget har jeg da forstået af debatten;-)). Nu har jeg som skrevet ikke selv kommet med noget input i debatten i gruppen. Det vil vel nærmeste rykke lige så meget som rokkestenen…. På en god dag;-). Men derfor kan jeg jo godt skrive lidt om min holdning her på bloggen;-). Jeg er bestemt ikke et kattemenneske – Faktisk synes jeg, de er nogle udspekuleret og ondskabsfulde væsner. Så er det jo ligesom på plads. En lille pjusket kattekilling med store øjne synes jeg da er bedårende, men min første tanke, når jeg ser en er, at den jo også bliver stor og udvikler ovenstående træk. Min holdning til katte er kun blevet forstærket efter jeg (for snart mange år siden) blev kradset ret voldsomt på maven af en kat. Måske jeg bare var uheldig og mine følelser overfor katte er dybt irrationelle og overdrevne, men de er der og vi må vel bare konstatere, at nogen er til katte, andre hunde og så er der dem som slet ikke er til nogle af delene – Vi skal alle være her. Vi bor et sted med rigtig mange katte og jeg kan bare konstatere, at vores have har en tiltrækningskraft på områdets katte. I starten gik det mig på og rådet fra velmenende katteejere om, at jeg BARE skulle sprøjte vand på kattene, når jeg så dem i haven, kanjeg skyde ned. Der er vel ingen der står og holder øje med katte i haven 24/7? Og har selvsamme katteejer mon selv forsøgt at løbe en kat op eller liste sig ind på den? Hvis ikke, så kan jeg fortælle, at opgaven er tæt på umulig, men sikkert meget komisk at se på. Så i stedet for, at kattene i min have skulle udvikle sig til en nabokrig, har jeg valgt at vende det blinde øje til og se det fra den positive side – Kattene hjælper vel også med til at holde bestanden af mus og kryb nede. Når det er sagt, så må jeg da også erkende, at når foråret nærmere sig og bedene skal ordnes, så er det pænt svært at bevare den positive indgangsvinkel, når hørmen fra diverse katteekskrementer indfinder sig.

Til sidst et godt råd til alle katteejerne der bruger argumentet “katte er deres egne” til at retfærdiggøre, at katte besørger og lignende i andres haver. Pak det sammen. Find på et nyt argument. Mine børn er s** også deres egne – Alligevel ser du dem ikke “levere” i din have… Og hvis de gør, så har du hermed tilladelse til at sprøjte vand på dem;o).

download-1

Pinlige forældre

Okay, hånden på hjertet – Set med en teenagers øjne kan alle forældre vel være mere eller mindre pinlige. Med ingen regler uden undtagelser og jeg er sikker på, at mine børn en gang vil takke mig for, at jeg altid optræder velopdraget og velovervejet, når jeg mingler mig med de unge. For ALDRIG i livet om jeg vil sætte mig selv i en situation, hvor mine børn kunne opfatte mig som pinlig. I stedet gør jeg alt for at være med på beatet, være hip, swag og street – Det hele på samme tid og det er uanset om vi befinder os i den virkelige verden eller på de sociale medier. Jeg gentager igen; Jeg kunne ALDRIG finde på at gøre mine børn pinlige berørte på mine vegne;o).

Men med alderen kommer jo også en masse erfaring og den synes jeg jo ikke, at ungdommen skal gå glip af bare fordi de nu er kommet til et punkt i livet, hvor vi forældre naturligt kan træde et skridt tilbage og nyde produktet af vores anstrengelser. Og netop derfor kommer jeg også gerne med et godt råd eller to, når situationen indbyder til det. Som nu her den anden dag, hvor jeg kunne forstå, at min datter og veninderne vildt gerne ville vide, hvor en bestemt badekugle kunne købes. Godt nok spurgte de mig ikke til råds (i hvert fald ikke sådan direkte), men man er vel omsorgsfuld af natur og derfor fandt jeg det også helt naturligt at blande mig i deres tråd som tilfældigt poppede i mit nyhedsfeed på Facebook – Ja jeg så det vel nærmest som et tegn på, at jeg MÅTTE træde til med min erfaring. Godt nok vidste jeg ikke, hvor den specifikke badekugle kunne anskaffes, men heldigvis kunne jeg hjælpe de stakkels piger med noget langt bedre.

img_20170118_190614BUT GIRLS YOU HAVEN’T SEEN THIS BATH BOMB YET – PROBLEM SOLVED…

badekugle

Nu har jeg godt nok ikke hørt noget fra min datter siden jeg postede billedet, men intet nyt er vel godt nyt, som man siger (eller nogen gør i hvert fald) og jeg er helt overbevidst om, at pigerne er glade og taknemmelige over mit gode råd og løsning på deres søgen. Måske også lidt imponeret over min viden på den der WOW-agtige måde.